Kære nervøse!
Det er aldrig rart at føle sig unormal, så jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil have et svar på dine spørgsmål.
En normal skede er i gennemsnit 7-10cm hos en voksen kvinde, så det lyder i mine ører, som om din skede er ret normal. Jeg kan selvfølgelig ikke sige med fuldstændig sikkerhed, at din skede er normal, når ikke jeg har undersøgt dig, så hvis du stadig er nervøs og usikker efter at have læst mit svar, synes jeg, at du skal få en tid hos din læge og blive undersøgt, for at blive helt afklaret med, om alting er normalt.
Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er pinligt at spørge din læge, men det er vigtigt at huske, at det er lægens job at arbejde med den slags ting, så vedkommende har set rigtig mange andre nøgne underliv før dig, og vil sandsynligvis tage tingene meget afslappet. Derudover kan det godt være, at det virker som om, at alle de andre på din alder har fuldstændig styr på ”det dernede”, men jeg er meget overbevist om, at det er meget mere almindeligt, at man er usikker på, om man ser ud ligesom alle de andre. – Sådan havde din mor det sikkert også, da hun var i din alder…
Skeden er et elastisk rør og kan derfor forlænges i forbindelse med sex eller brug af tampon. Så vidt jeg kan finde ud af, er de fleste tamponer omkring 5cm lange, og skal kun stikkes så langt op, at de ikke stikker ud for neden. Derfor undrer det mig, at du synes, det er nødvendigt at lægge tamponen op bag livmoderhalsen? Kan det tænkes, at du stikker tamponen for langt op? – Jeg har aldrig hørt om nogen, der har oplevet at tamponen er ” røget ud.” Så prøv at placere den neden for livmoderen i stedet for ved siden af. Måske er det nemmere at få dem placeret rigtigt, hvis de har et indføringshylster? I øvrigt kan man få tamponer i mange forskellige størrelser, så jeg synes da, at du skal købe de mindste, du kan finde og så blive fortrolig med dem, inden du evt. går op i størrelse, hvis det er nødvendigt af hensyn til din blødning. Hvis du stadig bløder lidt igennem, kan du jo tage et trusseindlæg på og hvis det er nødvendigt også skifte tamponen lidt oftere.
Når en dag du skal have sex første gang, så kan skeden som sagt give sig i alle retninger, så det kan helt sikkert sagtens lade sig gøre. Hvis hans penis alligevel er lidt længere end sin skede, kan man bruge nogle stillinger, der gør, at han ikke kommer så langt ind… Hvis det til den tid bliver et problem, kan du jo skrive ind igen, hvis I får brug for hjælp til at få tingene til at fungere.
Med hensyn til om du skulle have nedsunken livmoder, så er det en lidelse, man først kan få efter man har født og oftest først meget senere i livet. Derudover giver det også mange andre symptomer – tit får man svært ved at holde sig, både med tis og afføring, og man får fornemmelsen af, at der er noget, der tynger forneden og eventuelt som om at livmoderen er ved at ”falde ud”.
Håber det var svar på dit spørgsmål og at du føler dig mere normal nu, det er jeg i hvert fald meget overbevist om, at du er!
Med ønsket om alt mulig godt!
Lotte
Skrevet af Lotte Høeg Hansen, Medicinstuderende | Udskriv svar Send til en ven |
Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:
Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for